Simon har aldrig været i tvivl om, hvilken vej han ville gå. Allerede tidligt vidste han, at han skulle være håndværker – og det var tømrerfaget, der fangede Simons interesse mest. I dag er han tømrerlærling hos Midtjysk Albyg i Aulum, og han nyder hverdagen med hammer og vaterpas.
Valget af læreplads var heller ikke tilfældigt. Simon kendte flere tømrere, der arbejdede hos Midtjysk Albyg og var glade for det, og da firmaet ligger i hans hjemby, var det et oplagt valg. “Det bedste ved at være i lære her er, at jeg får lov til at arbejde som tømrer,” fortæller han med et smil.
En af de opgaver, Simon husker som særligt meningsfuld, var arbejdet på Ekkomed-projektet. Her følte han virkelig, at han gjorde en forskel og var en hjælpende hånd. Men det er ikke altid lige nemt – især når han skal lære nye ting, han aldrig har prøvet før. “Det kan være udfordrende, men det er også dér, jeg udvikler mig mest,” siger han. Han husker især en lærerig oplevelse, hvor han skulle gipse et ovenlys – en opgave ingen på pladsen havde prøvet før. “Der lærte jeg virkelig meget,” siger han.
Fællesskabet blandt lærlinge og kollegaer beskriver Simon som supergodt det meste af tiden. Det sociale spiller en stor rolle, og når han ikke er på arbejde, dyrker han sport og hænger ud med vennerne.
Simon har også tanker om fremtiden. Han drømmer om at bruge sin uddannelse til at renovere sit eget hus – og ser det som en stor fordel at kunne klare den slags selv. Til andre, der overvejer at starte som tømrerlærling, har han et klart råd: “Ikke give op på det, når det er træls. Det er superfedt.”
Hos Midtjysk Albyg er Simon godt på vej til at blive en dygtig tømrer – med både hænderne og hovedet skruet rigtigt på.
______________________________________
Hos Midtjysk Albyg fortsætter vi med at tage lærlinge ind hvert år, fordi fremtidens håndværk starter her. Læs artiklen om vores syn på lærlinge her.